Målgruppen for opholdstedet
Lille Valbygård er et miljøterapeutisk opholdssted med børn i alderen fra 8-18 år.
På Lille Valbygård har vi et menneskesyn hvor vi arbejder på at forstå barnets oplevelser af sig selv og andre. Vi arbejder på at styrke barnets muligheder og evner til at udvikle sig, og lære af sine erfaringer.
Lille Valbygård er et miljøterapeutisk opholdssted med børn i alderen fra 8-18 år. Lille Valbygård Skole er en specialskole med elever i den skolepligtige alder fra 1.-9.klasse. Børnene kan indskrives på både opholdssted og skole samtidig eller uafhængigt af hinanden. Målgruppen er primært normalt begavede børn, med alvorlige relationsforstyrrelser. Børnenes opvækst har ofte været præget af skiftende og tidvis negative relationserfaringer, der har påvirket dele af dets følelsesliv, personlighed og intellektuelle funktionsniveau.
Børnenes evne til tilknytning kan være uudviklet og forstyrret, og dets kontakt med andre mennesker kan være forbundet med stærke blandede følelser og stor utryghed.
Børnene har derfor udviklet mangelfuld eller forstyrret selvfølelse og oplevelse af indre kontinuitet, samt ikke-alderssvarende udvikling af almindelige jeg funktioner. Dette giver sig udslag i forstyrrede relationer til andre mennesker, i adfærden, og i indlæringsvanskeligheder.
Børnene på Lille Valbygård kan have begyndende alvorlige relationsforstyrrelser og eventuelle forstyrrelser af personligheden. De kan typisk have diagnoser som: Reaktiv tilknytningsforstyrrelse, ADHD, sproglige vanskeligheder, adfærdsforstyrrelser og emotionelle forstyrrelser, herunder PTSD.